artikel fra metroexpress

Happiness is the new black

Det har længe været lidt små-kikset at være alt for glad - men nu bliver det snart trendy at være lykkelig. Læs Mathilde Walter Clarks klumme om fladskærme, sorte brillestel og Klods Hans

Da jeg var lille, troede jeg, at når modellerne ikke smilede i modebladene, skyldtes det, at de havde grimme tænder. Lidt på samme måde som når man lige havde fået klippet pandehår og følte, at man var nødt til at gå med hue resten af ugen. Så havde vi 80’erne, mutheden og Krasnapolsky, og det blev tydeligt, at det dér med at vise ukontrollabel glæde var noget, der var forbeholdt børn og idioter. Smilene er noget, der på vores breddegrader kommer frem i beherskede, private sammenhænge – helst under lempeliggørelse af alkohol (se bare Torben Stenos programserie på DR).

Sidste fredag var jeg til fernisering på Charlot­tenborgs udstilling ‘Danskjävlar’. Jeg fulgtes med min veninde forfatteren Dorthe Nors og min ven Svend, som er lidt af en Klods Hans og besidder den gave at kunne få mig til at føle mig pinligt berørt på samme måde, som da jeg var 14 år gammel og var i byen med min mor. Svend er det, som er blevet lidt af et skældsord i vores stramlæbede tid: ‘Glad!’

Charlottenborg var ikke ligefrem en scene for umåde­holden entusiasme. Mennesker med hårdt manicurerede manerer, sorte brillestel og i visse tilfælde lagkagestore hatte gik rundt mellem hinanden og studerede henkastet værkerne, mens de havde travlt med at tage sig ud som endnu større værker selv. Dorthe udpegede nogle af kunstnerne for Svend og mig. ‘Hende, der står derovre, er Cuella. Hun er én af kunstnerne.’ Svend, som ikke er så god til det med at pege med øjnene, gloede rundt, men fik til sidst øje på hende.

På vej mod det bageste udstillingsrum passerede vi igennem et langt, smalt gennemgangsrum, hvor en sortklædt skare kiggede afmålt på en videoinstallation.

Svend, Fleksnes-agtigt sjoskende ind foran mængden, pegede i begejstret genkendelse op på filmen, hvor kunsteren optrådte, og råbte: ‘Neeej, se! Det er jo hende, vi lige har mødt!’ Jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive udtrykket i folks ansigter andet end ved at sige: Vi har svært ved at håndtere spontan glæde i offentlig sammenhæng.

Men glæden er så sjov at være vidne til. Og afvæbnende – især hvis den, der har den, ikke skammer sig over den. Åh ja. Golf-ferier, samtalekøkkener, fladskærme, vinkældre og nu også: glæde (den spontante). Dét er det nye.

Vi er så lykkelige!

Danmark er et lykkeligt land, tjek artikelen i Metroexpress under "lykke-stof" og se hjemmesiden:
http://www.eurekalert.org/pub_releases/2006-07/uol-uol072706.php

Artikel fra The independent

Tracey Emin: My Life In A Column

'As I bobbed around in the waves, the stars felt very close. Sometimes it's good to be humbled by nature'

Friday, 16 March 2007

In a few weeks time, at the South Bank Centre, I have to give a talk on the subject of happiness. It's quite a big subject and I spent the last few days thinking about it intensely. Even last week I made reference to it in this column. I have been thinking so hard about what makes me happy. Pleasure is the obvious answer. So, what gives me pleasure?

Every night before I go to bed I search round the house for Docket. When he was a kitten I used to carry him up the stairs. Him in one hand, and a glass of water, or hot milk, in the other. But now that Docket has turned into the biggest cat in the world, I snap my fingers and in a high-pitched, "miaow" kind of way, I say: "Up!" And every time I say "Up" he turns his little face to look at me, and then trundles up a flight of stairs. This gives me so much pleasure!

Then, once we reach the top floor, where my bedroom is, I have to give him his Super Snacks; a bowl of dried little biscuit things - all very healthy, full of vitamins. Now, this is the clever bit, if I just put them in the bowl he ignores them, but if by chance I happen to spill some and, in a high-pitched kind of miaow tone, I say: "Oops!", he will then proceed to Hoover them up, one by one, tidying up around his bowl. I just lie in bed and smile while I watch him. And yes, this gives me a tremendous amount of pleasure!

I usually wake up around 8.30am, after a night filled with holocaust, the-end-of-the-world-is-nigh dreams. Yellow skies with acid-green clouds, red barren landscapes divided by barbed wire. I often wake up feeling exhausted, and sometimes my dreams can affect me for the rest of the day. Usually the first thing I do is to go downstairs and make a pot of tea. Docket is left, usually asleep, on his small throne. As I walk across the bedroom floor he may twitch an ear or two, but he knows that I will soon return with a tray of tea.

I always drink tea from a china cup and saucer and I always make tea in a pot. I have a Royal Doulton tea set with a beautiful little milk jug. It has roses on it and it used to be my mum's. She bought it in 1964. I'm very emotionally and sentimentally attached to this set of china and almost every morning I set the tray on the floor by the side of the bed, and reach over to pour myself two or three cups of tea, one after another - always milk first. And then, when I may nod off a little or just close my eyes and relax, to try to cut out the rest of the day, I hear a strange sort of little clinking of the china jug. Docket, trying his best to look like a cartoon cat, leans across the tray and daintily tucks his little paw into the jug to cover it with milk, and holding his paw to his mouth, licks it off. He thinks that I can't see him doing it. Already just recounting this makes me smile and fills me with an immense amount of happiness. Life can be so simple.

***

Understanding the scale of life can make things a lot easier. And I mean that literally; to know that we can be really big or really small. I once jumped into the sea at night off a harbour wall, hoping that I would drown. But all that happened was that I felt really, really small, and the sea felt ginormous. It was as though I was connected to every ocean, every sea, and every drop of water in the whole entire world. And as I bobbed around in the waves, the stars seemed very clear and very close, but I knew that they were a million, trillion years away, and this made me feel really small. Occasionally it's good to be humbled by nature.

***

Yesterday was the Womble's birthday and for a surprise I took him for a trip on the London Eye. For me it was a lot of fun because I could show off and express my knowledge of London. It's odd because when you are in your capsule, the directions that point to north, south, east and west, all seem wrong at first. But what's brilliant is understanding the bends and the curves in the river. Everyone just expects the river to go from east to west, but of course it also goes north to south, like the body of a snake.

I pointed and said: "You see that cluster over there? That organic density, that's Soho. It's strange how it looks tinier than everywhere else. Then half an hour later we were strolling over Hungerford Bridge, up the Embankment, up Charing Cross Road and then into Soho. It was brilliant. I felt like a time-traveller. As we walked down Dean Street I mentally propelled myself back up into the capsule, and smiled as I looked down. Yes, this gave me an immense amount of pleasure. Something so simple as seeing my place in the world.

The whites: "Keep on the sunny side"

There's a dark & a troubled side of life
There's a bright, there's a sunny side, too
Tho' we meet with the darkness and strife
The sunny side we also may view

[cho:] Keep on the sunny side, always on the sunny side,
Keep on the sunny side of life
It will help us ev'ry day, it will brighten all the way
If we'll keep on the sunny side of life

The storm and its fury broke today,
Crushing hopes that we cherish so dear;
Clouds and storms will, in time, pass away
The sun again will shine bright and clear.
Let us greet with the song of hope each day
Tho' the moment be cloudy or fair
Let us trust in our Saviour away
Who keepeth everyone in His care

lykkelig, hvor lykkelig?

Så er afstemningen ved at være forbi, 4 har stemt og vi er alle "middel-lykelige".
Aftsemningen fik en diskussion igang mellem Billie og mig som jeg har tænkt meget over siden hen. Hvornår er man lykkelig, og hvad vil det sige at være lykkelig, Kan man nogensinde være Lykkelig i længere tid eller er det en kort overstrømning af glæde eller eufori?...
Jeg kan ikke komme med noget svar men tænker stadig over det. jeg vil påstå at jeg er middel lykkelig fordi jeg egentlig har det meget godt og ikke har noget der ligefrem gør mig ulykkelig, men der er selvfølgelig nogen ting som stadig gør mig lidt trist ind imellem og som jeg ville ønske var bedre. Jeg vil også påstå at jeg på et tidspunkt i mit liv har prøvet at være lykkelig i mere end én dag, men var det så bare en tilfredshed der hvilede sig over mig eller var det rigtig lykke? Hvordan kan man måle lykke? Kan man "nøjes" og sige man er lykkelig når der ikke er noget i vejen? Eller skal man være overbegejstret og helt i skyerne for at være rigtig lykkelig....?

Ihvertfald var der ikke nogen af de 4 der har stemt der ville gå så langt som at sige de var optimalt lykkelige, dog var der heller ingen ulykkelige, men vi stiler vel efter at blive gladere og mere lykkelige mennesker så jeg har fundet den her hjemmeside:

http://www.happiness.com

den har tips og gode råd til at blive gladere... og opskrifter!

Søndags udflugt

Efter en lørdag hvor jeg præsterede at lave absolut ingenting synes jeg at det kunne være godt at komme lidt ud i dag. Så jeg cyklede en tur med ét formål, der skulle cykles uden noget formål. Jeg cyklede mod vest forbi en bilkirkegård, kom videre til nogle kolonihaver, stierne førte videre i nordlig retning mod noget der hedder Bolbro, over jernbanen og ind mod byen igen. Så var jeg pludselig ved akademiet og jeg tænkte at jeg lige kunne kigge op og se om der var nogen, tog lidt billeder af min plads og cyklede videre ud mod øst langs åen, fik øje på erantiser i skovbunden og tænkte "første forårstegn". Så ringede min mor og inviterede mig med på 14 dages ferie i Toscana til juni sammen med hende, min stedfar og min stedsøster. Under overvejelse, skal se om jeg har fri tid til det og overveje om 14 dage i en mobil-hjem med familie kan blive en katastrofe eller åbenbaring. cyklede videre langs åen til den standsede ved et vandværk, så cyklede jeg over på den anden side og cyklede hjem.
Jeg har stadig ikke indset at jeg bor i Odense, det sker stadig ret ofte at jeg er helt forvirret når jeg vågner og der går et par minutter før jeg ved hvor jeg er. Når jeg bevæger mig rundt i byen føler jeg mig stadig som turist. Måske skal jeg bare lære byen bedre at kende, eller være her lidt længere tid. Odense er bare en underlig tom storby, der er ikke rigtig nogen høje huse så man føler man er i en mellemstor provinsby, men den breder sig bare ud så man heller ikke føler man kender en 4. del af byen. Der er underligt dødt i byen, det føles som om der ikke er mennesker nogen steder, der er ikke rigtig gadeliv eller energi nogen steder. Der er rigtig mange grønne områder, boldbaner, parker og kolonihaver, men det gør bare at der virker langt imellem menneskene. Det er lidt spøgelsesagtigt. Men her er pænt, naturen og de gamle bygninger er betagende. Jeg håber jeg snart for et bedre forhold til byen, jeg savner Århus og København....

Image og overforbrug

I Dag har jeg været oppe på skolen hele næsten dagen, har fået tegnet en masse. Efter aftensmaden prøvede jeg at ligge noget sang på noget melodi jeg har arbejdet lidt med, men må desværre konstatere at jeg ikke har en særlig smuk sangstemme eller ret meget teknisk snilde til i det mindste at skjule den dårlige lyd, så opgav lidt det hele, ihvertfald indtil videre... Tror bare jeg vil tegne lidt videre, det ved man da hvad er...

Jeg har også tilladt mig selv at købe lidt tøj i dag, var egentlig planen at jeg skulle nå slutspurten på udsalg-ræset, men endte med jeg købte én billig ting til 25 kr. en orange undertrøje og en sweatshirt-kjole som ikke var nedsat. Men det var okay for jeg havde et gavekort der skulle bruges. Jeg har det generalt ret dårligt med at bruge penge især på "unødvendige" ting som tøj og "pynt", men nogen gange finder man noget man bare har lyst til at ha' og så bliver man tit rigtig glad for dem. Jeg er sikker på når jeg har min sweatshirt kjole på første gang vil jeg føle mig lidt gladere og tænke, det var godt du købte den. Tøj er måske ret overfladisk og overflødigt tit, men hvis det gør man føler sig bedre tilpas og mere selvsikker så kan det jo kun være godt, plus vi viser jo tit vores identitet igennem tøj og så bliver man ekstra glad for det tøj man virkelig finder sig til rette i, som man synes der giver en det image man gerne selv vil ha'.

Generalt har det været en rigtig god dag, føler jeg har fået lavet noget (eller forsøgt på det) og vil slutte den af med at drikke et par øl på skolen og spille 500 sammen med Billie og Nick. Keep on the sunny side og god weekend!

Kultur-Kanon Vs. DuusBak

En rejse igennem Danmark i et forsøg på at udvidde vores kulturelle horisont vil DuusBak opleve, undersøge og vurdere kultur-kanonens perler.
Vi vil meget gerne høre andres opservationer og oplevelser af kultur-kanon skatte.

Første stop 02-01-08; Frederiksstaden (Amalienborg)
grundlagt i København 1749:
(anmeldelse stadig under overvejelse)

Èn ting vi dog begge bemærkede var udsigten til operaen. Der er ikke ret mange der ved det, men Olafur Elliasons lysudsmykning fungere som et hologram så i særlige lysindfald kan man se hans sande budskab...

Min kat Tarzan gør mig rigtig glad især når han mageligt lægger sig til spindende tæt ved mit ansigt....

Jeg elsker at komme hjem og min hund chili overstadig springer mig i møde....

Mor og Simon

mor i telefonen

En rigtig grå dag hvor jeg kan mærke min lighed med planterne og deres fotosyntese, jeg visner helt hen og går i dvale uden sollys.
Så hjælper det lidt at ringe til min mor, det er sjovt som hendes stemme stadig virker beroligende, som når man slog sig som lille, bare hun sagde nåhhh så gik det allerede bedre. Sådan får jeg det hurtigt "det skal nok alt sammen gå" af at høre på hende.
Selvom hun ikke siger noget trøstende og jeg egentlig heller ikke rigtig klynker over noget. Hun snakker bare , beskriver alt for detaljeret om min stedfar og hendes meget trivielle hverdag. Efter få minutter udvikler det sig til en slags mantra hvor jeg ikke længere følger med i historien men en eller anden automatisk svarer bliver alligevel koblet til i mig, så jeg formår at sige "Nå da", "Aha" og "ja selvfølgelg" de helt rigtige steder.
Efter at ha ringet af er jeg i lidt bedre humør, mit liv er nu ikke så kedeligt, og min mor er rigtig dejlig.

dejlige tegning

Jeg er rigtig glad for mine nye tusser og har fået tegnet en rigtig masse siden jeg købte dem. Det er også meget befriende bare at tegne uden at skulle tage de helt store beslutninger til motivet og dets betydning, det er knap så anstrengende som maleri hvor jeg kunne overveje næste træk i flere dage af frygt for at ødelægge det hele.

Simons trold

Min storebror Simon har købt ny bil, endelig har han fået en Patrol igen. Han glæder sig til at komme ud og køre i mudder med sin firhjulstrækker som han kalder "Trolden", det har gjort ham rigtig glad.