En rigtig grå dag hvor jeg kan mærke min lighed med planterne og deres fotosyntese, jeg visner helt hen og går i dvale uden sollys.
Så hjælper det lidt at ringe til min mor, det er sjovt som hendes stemme stadig virker beroligende, som når man slog sig som lille, bare hun sagde nåhhh så gik det allerede bedre. Sådan får jeg det hurtigt "det skal nok alt sammen gå" af at høre på hende.
Selvom hun ikke siger noget trøstende og jeg egentlig heller ikke rigtig klynker over noget. Hun snakker bare , beskriver alt for detaljeret om min stedfar og hendes meget trivielle hverdag. Efter få minutter udvikler det sig til en slags mantra hvor jeg ikke længere følger med i historien men en eller anden automatisk svarer bliver alligevel koblet til i mig, så jeg formår at sige "Nå da", "Aha" og "ja selvfølgelg" de helt rigtige steder.
Efter at ha ringet af er jeg i lidt bedre humør, mit liv er nu ikke så kedeligt, og min mor er rigtig dejlig.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar