mandag den 18. februar 2008
Mandag med lys i
Tog til undervisning på skolen, og brugte resten af eftermiddagen på at få ryddet op på min plads og smidt en masse unødvendige papirer ud. Det trængte virkelig også til det, nu er det er mere overskueligt og hyggeligt at arbejde der.
Jeg er også lige blevet færdig med min ansøgning til charlottenborg udstillingen, det var rart at få det sendt så jeg ikke længere skal streese over det, nu er det projekt lagt lidt til side og jeg har lyst til at lave noget nyt, noget helt andet, måske bygge et eller andet, men jeg vil ihvertfald ikke presse mig selv så hårdt, bare tage den med ro og nyde at lave kunst uden en deadline.
Weekenden udviklede sig til en ret crazy én af slagsen, det er en længere historie, men havde det på trods af lidt konfrontationer det ret sjovt, men det tager hårdt på energien så vil lige prøve at tage den med ro næste weekend og måske istedet komme lidt ud og gå en tur, det trænger jeg til, vejret er jo også stadig dejligt.
Da jeg cyklede hjem fra skole var klokken omkring 18 og det gik op for mig at det faktisk stadig var næsten lyst, synes ellers ikke det er så lang tid siden at det var helt mørkt allerede ved 17 tiden, det er dejligt at det endelig går mod lysere tider. Jeg glæder mig til det bliver rigtigt forår og lidt varmere i vejret.
tirsdag den 12. februar 2008
Forår og feel-good karma
Feel-good karma fra mig til alle!
mandag den 11. februar 2008
dyrehaven d. 9/2 '08
2. udflugtsmål med DuusBak vs. kultur-kanon blev Dyrehaven. På en skøn solrig, nærmest forårsdag indtog vi dyrehaven uden forventninger eller forbehold. En dejlig spadseretur i den danske natur med frokostpause, fin-tænkning og filosoferen. Anmeldelse er stadig under opbygning da vi overvejer om en uddybende kritisk anmeldelse af kultur-kanon punkter ikke kræver at ha set et vist antal til sammenligning først.

Èn ting skal dog siges, en god gåtur er altid godt og det er en stor og hyggelig skov med mange pæne træer, der sikkert er gode at klatre i, hvis man er til den slags.
Desuden er vi blevet opmærksomme på et mindre problem, Operahuset i Sydney er en del af kultur-kanonen og da vores projekt er selv-finansieret ser vi gerne donationer, tilskud eller legater for at komme dertil og få en ordentlig vurdering af det mærkværdige arkitektoniske vidunder... tak
onsdag den 23. januar 2008
artikel fra metroexpress
Happiness is the new black
Det har længe været lidt små-kikset at være alt for glad - men nu bliver det snart trendy at være lykkelig. Læs Mathilde Walter Clarks klumme om fladskærme, sorte brillestel og Klods Hans
Da jeg var lille, troede jeg, at når modellerne ikke smilede i modebladene, skyldtes det, at de havde grimme tænder. Lidt på samme måde som når man lige havde fået klippet pandehår og følte, at man var nødt til at gå med hue resten af ugen. Så havde vi 80’erne, mutheden og Krasnapolsky, og det blev tydeligt, at det dér med at vise ukontrollabel glæde var noget, der var forbeholdt børn og idioter. Smilene er noget, der på vores breddegrader kommer frem i beherskede, private sammenhænge – helst under lempeliggørelse af alkohol (se bare Torben Stenos programserie på DR).
Sidste fredag var jeg til fernisering på Charlottenborgs udstilling ‘Danskjävlar’. Jeg fulgtes med min veninde forfatteren Dorthe Nors og min ven Svend, som er lidt af en Klods Hans og besidder den gave at kunne få mig til at føle mig pinligt berørt på samme måde, som da jeg var 14 år gammel og var i byen med min mor. Svend er det, som er blevet lidt af et skældsord i vores stramlæbede tid: ‘Glad!’
Charlottenborg var ikke ligefrem en scene for umådeholden entusiasme. Mennesker med hårdt manicurerede manerer, sorte brillestel og i visse tilfælde lagkagestore hatte gik rundt mellem hinanden og studerede henkastet værkerne, mens de havde travlt med at tage sig ud som endnu større værker selv. Dorthe udpegede nogle af kunstnerne for Svend og mig. ‘Hende, der står derovre, er Cuella. Hun er én af kunstnerne.’ Svend, som ikke er så god til det med at pege med øjnene, gloede rundt, men fik til sidst øje på hende.
På vej mod det bageste udstillingsrum passerede vi igennem et langt, smalt gennemgangsrum, hvor en sortklædt skare kiggede afmålt på en videoinstallation.
Svend, Fleksnes-agtigt sjoskende ind foran mængden, pegede i begejstret genkendelse op på filmen, hvor kunsteren optrådte, og råbte: ‘Neeej, se! Det er jo hende, vi lige har mødt!’ Jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive udtrykket i folks ansigter andet end ved at sige: Vi har svært ved at håndtere spontan glæde i offentlig sammenhæng.
Vi er så lykkelige!
http://www.eurekalert.org/pub_releases/2006-07/uol-uol072706.php